Under Nørresundbys bakker ligger omkring 700 grave fra jernalderen og vikingetiden spredt over den gravplads, der betragtes som Skandinaviens største af sin art. Lindholm Høje blev brugt som begravelsesplads gennem seks århundreder, fra cirka 400 til 1000 e.Kr., og tiltrækker i dag besøgende både til den udendørs gravplads og det tilhørende museum. At en af Nordens vigtigste arkæologiske lokaliteter ligger så centralt i Aalborg — kun et stenkast fra bymidten på den anden side af Limfjorden — gør stedet til en nærværende påmindelse om, hvor dybt historiens rødder går under den moderne by. Mens store dele af Aalborg er præget af industrihistorie og nyere bebyggelse, står Lindholm Høje som vidnesbyrd om en helt anden tid, hvor fjorden var forbindelseslinje snarere end bygrænse.
Gravpladsen overlevede århundrederne takket være et tyndt lag sand, som fra omkring år 1000 e.Kr. gradvist dækkede området. Det sandlag voksede til op til fire meters tykkelse og beskyttede gravene mod plov og bebyggelse, indtil de store arkæologiske udgravninger begyndte i 1952. Projektet strakte sig over seks år frem til 1958 og blotlagde både skibssætninger — sten lagt ud i skibsform — og individuelle gravsteder. Der havde ganske vist været mindre udgravninger allerede i 1889, men det var først midtvejs i 1900-tallet, at stedets egentlige betydning blev synlig. At området overlevede intakt så tæt på en voksende by skyldes således ikke planlægning, men et geologisk tilfælde.
Det museum, der i dag fortolker fundene fra Lindholm Høje, åbnede i 1992 i bygninger finansieret af Aalborg Portland A/S. Cementfabrikken fejrede sit 100-års jubilæum ved at give byen adgang til at formidle den historie, som lå begravet under overfladen. Det var en gestus, der passede godt til en industriby med stærke bånd til både fortid og fremtid — og som knyttede virksomhedens rolle i byens moderne udvikling sammen med de meget ældre lag af bosættelse og kulturhistorie. I få andre danske byer finder man den type samarbejde mellem industri og kulturarv så tydeligt markeret.
I 2008 blev museet udvidet med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Udvidelsen gav plads til større udstillinger om livet i jernalderen og vikingetiden, og museet kunne dermed præsentere et mere nuanceret billede af de mennesker, der levede, døde og blev begravet på stedet. Fundene fra udgravningerne — redskaber, smykker, våben — fortæller ikke kun om dødsritualer, men også om hverdagsliv, handel og håndværk gennem århundreder med skiftende traditioner.
I dag er museet en del af Nordjyske Museer, der blev dannet i 2004 som en sammenlægning af flere institutioner under det, der tidligere hed Nordjyllands Historiske Museum. Strukturen gør det muligt at se Lindholm Høje som del af en større kulturhistorisk sammenhæng i landsdelen, men stedet bevarer sin egen identitet som et centralt vidnesbyrd om livet ved Limfjorden før byerne opstod.
For den, der bor i Aalborg, er Lindholm Høje både en mulighed for et par timers fordybelse i lokal forhistorie og et sted, hvor man kan gå en tur på bakkerne med udsigt over fjorden. Stedets betydning ligger ikke kun i, at det er stort eller gammelt, men i at det konkretiserer den tid, hvor Aalborgs placering ved fjorden gjorde området til et knudepunkt for rejser, handel og begravelser. At kunne gå rundt mellem gravene og se sporene efter folks liv for over tusind år siden giver en fornemmelse for tidsdybden under byens nuværende overflader. I en by kendt for Portland-cementfabrikker, værfter og universiteter står Lindholm Høje som påmindelse om, at mennesker har valgt dette sted ved fjorden i langt, langt længere tid end nogen bygning eller virksomhed har eksisteret.
Lindholm Høje minder Aalborg om, at byen ikke er bygget på bar mark, men oven på lag efter lag af bosættelser, ritualer og hverdagsliv. Museet og gravpladsen gør historien fysisk tilgængelig — ikke som noget fjernt eller abstrakt, men som noget, der bogstaveligt talt ligger lige under fødderne på folk i Nørresundby.
Stedets egen side: nordjyskemuseer.dk